Test af Salling Pizzaovn Ø40 cm med roterende pizzasten
Stjerner:
★★★(★)★
Pris:
1.600 kr.
Opvarmning:
Elektrisk
Stor ovn til imponerende lav pris (1.600 kr). God startovn men jeg er ikke fan af den roterende sten.

Salling skal selvfølgelig også være med på trenden med roterende pizzasten. Derfor har de lanceret en elektrisk pizzaovn med en roterende sten på fine 40 cm i diameter. Ovnen har en effekt på 2.600W og kan blive op til 430 grader, så der er fornuftige muligheder for at bage flere pizzaer i træk uden at miste for meget varme.
Alt i alt bager ovnen fine pizzaer – specielt når man tager prisen i betragtning. Men hvorfor skulle de dog hoppe med på vognen med den roterende sten, og hvorfor vælge et vakkelvorent system, hvor stenen følger med ud, når lågen åbnes?
En roterende pizzasten sikrer i teorien en mere ensartet bagning, men det giver i praksis flere problemer, end det løser. Rotation er kun en fordel, hvis pizzaen ligger helt centralt – ligger den skævt, bliver bagningen ujævn. Derudover er teknikken ikke uden udfordringer. En roterende sten i en ovn i denne prisklasse har sine begrænsninger, og så snart den også skal følge med ud, når lågen åbnes, er der for mange svage led i konstruktionen.
Blandt de typiske problemer er, at stenen kan stoppe med at rotere, ramme siderne, skrabe mod bunden eller skride skævt, så rotationen ikke fungerer optimalt. Systemet, der fører stenen ud sammen med lågen, virker spinkelt og af lav kvalitet, hvilket yderligere kan bidrage til skævheder og mekaniske problemer.
Udover teknikken med rotation er ovnen blevet stor og tung, hvilket gør den besværlig at flytte rundt på. Det er en markant forskel fra den klassiske 30 cm-model, som er langt mere mobil. Derudover bliver touch-displayet under ovnlåget meget varmt under bagning, hvilket ikke gør det behageligt at justere temperaturer og andre indstillinger.
Konklusion: Selvom Salling pizzaovn Ø40 cm har en god effekt og et rummeligt ovnkammer, trækker den roterende pizzasten ned, da den ikke tilføjer en reel forbedring af bagningen. En fast pizzasten ville give bedre kontrol over varmefordelingen og gøre det lettere at justere pizzaens placering. Samlet set er ovnen stadig et godt bud i prisklassen, men den roterende funktion tilføjer ikke værdi for den seriøse hjemmebager. Derfor ender vurderingen på 3½ ud af fem stjerner.
Men en pizza bliver jo aldrig bedre end den dej, den er lavet af. Så tjek mine opskrifter på pizzadej her.
Tekniske specifikationer:
Mål: 63Bx31Hx57D
Pizzasten 40Ø cm
Vægt 26 kilo
Forbrug: 2600w